#7 - En massiv shitstorm, et 70 km langt vildsvinehegn, et mord og en italiener ved navn Enzo
Så blev det tid til endnu et nyhedsbrev fyldt med nyt arbejde fra de mange fotografer derude.
Denne gang kommer vi også med en podcast, der handler om at lande midt i en shitstorm og blive beskyldt for at have krænket sit eget barn. Lyt til fotograf Ditte Haarløvs vilde beretning om reaktionerne på hendes selvportræt nedenfor.
I dette nyhedsbrev søsætter vi også et nyt koncept. Fremover vil vi i hver udgave sætte fokus på en enkelt fotograf, som ikke nødvendigvis er aktuel med nyt materiale. Denne gang er det den unge talentfulde Tobias Nicolai. Se meget mere længere nede i nyhedsbrevet.
Husk, at Dansk Dokumentarisme også er at finde på Facebook og Instagram. Gå endelig ind og find os på de respektive sider, hvor vi holder dig opdateret på events og nye tiltag inden for dansk dokumentarisme.
Tak, fordi du læser med.
Sigrid Nygaard og Emil Ryge
Oktober, 2019
Dittes shitstorm
I juni i år udstillede kunstfotograf Ditte Haarløv dette meget opsigtsvækkende portræt af sig selv på Teatermuseet i Hofteatret i København.
Efter en omtale af udstillingen i Politiken gik billedet viralt, og inden længe stod Ditte Haarløv i en massiv shitstorm, hvor hun blandt andet blev politianmeldt for børnepornografi.
Lyt med her, hvor Ditte Haarløv fortæller om reaktionerne og tankerne omkring sit selvportræt.
Vi elsker hegn...
Der er noget, der tyder på, at hegn og mure er på mode for tiden. I marts 2018 blev den daværende regering og Dansk Folkeparti enige om at bygge et 70 km langt stålhegn langs den dansk-tyske grænse. Fordi de danske svinebønder gerne vil holde vildsvin - og dermed afrikansk svinepest - ude, forstås.
Det hegn er nu under opførsel og den proces har Thomas Nielsen været i Sønderjylland for Ud og Se for at kigge nærmere på.
... og vi elsker mure
I samarbejde med kunstner Anders Bendixen har fotograf Lasse Bak Mejlvang lavet serien 'I promise to do this, Mexico', som med en blanding af fotografi og tegning ser nærmere på præsident Trumps besættelse af at bygge en mur mod Mexico.
Billederne har været udstillet, men kan stadig ses på Lasses hjemmeside.
Daniel Rye udkommer med ny bog
Daniel Rye er i vælten for tiden. Biograferne viser filmen 'Ser du månen, Daniel', som er filmatiseringen af Puk Damsgårds bog om de 398 dage, hvor Daniel Rye blev tilbageholdt som gidsel i Syrien af Islamisk Stat.
Og Daniel er også selv på banen, nemlig med fotobogen 'Mens vi venter' om bonden Mr. Mkundiza og hans familie i den lille landsby Kakoma i Malawi. Landet er voldsomt ramt af naturkatastrofer, blandet andet på grund af klimaforandringer, og bogen skildrer familiens forsøg på at tilpasse sig.
Bogen kan købes i forsalg hos forlaget Booklab, og der er lancering af bogen i Domen i Aarhus d. 16. oktober.
Marie Hald igen igen
D. 7. oktober kan du i København opleve udstillingen 'Livet efter volden'. Marie Hald har lavet 15 portrætter af både kendte og anonyme kvinder, som har det til fælles, at de har haft vold inde på livet.
Udstillingen hænger i Dannerhuset og d. 7. oktober åbner huset dørene til en række foredrag - med blandt andre Marie Hald - hvor det også er også muligt at komme rundt i huset og se billederne. Arrangementet kræver tilmelding.
Og som om det ikke var nok, så har Politiken også publiceret nedenstående billeder fra Maries serie om kvinder, som insisterer på deres ret til at være tykke. Billedet er med i Politikens årlige fototillæg.
Politikens fototillæg ude nu
Apropos Politikens årlige fototillæg, ja så er det altså udkommet. Denne gang med et eminent forsidebillede af Nanna Kreutzmann, som vi også havde med i nyhedsbrevet sidst.
Hvis du ikke fik fat i tillægget, da det var med avisen, så kan det samles op i Pressen, hvor World Press Photo er udstillet frem til d. 20. oktober. Hele baduljen er også lagt online, så du helt kan slippe for at forlade sofaen (betalingsmur).
Har du lyst til at lære mere om World Press-udstillingen, så fortæller Sigrid Nygaard om den i sidste uges afsnit af Mennesker og Medier og her i Fagbladet Journalisten.
De danske søer
Først blev der lavet en bog om de danske kyster. Og nu kommer serien om de danske søer.
Ud og Se har publiceret et uddrag af Kenneth Lysbjerg Koustrups BA-projekt fra DMJX, som kredser om den hårde skæbne, som mange af Danmarks 120.000 søer lider under. Ikke mindst på grund af klimaforandringerne.
Drab i Information
"Han ligger på et bord af stål. En midaldrende mand med hud i samme farve som stearin. Brystkassen er dækket af en række gabende stiksår, der glinser dybrødt, og fra et sår i halsen siver lidt blod ud og danner en pøl på det blanke metal. Lugten i lokalet minder om et åbent køleskab: Lidt forgængelig, kold og sød."
Dagbladet Information har kørt en serie artikler om drab i Danmark af journalist Line Vaaben. I den forbindelse har Peter Nygaard været ude og fotografere et mord - dels med politiet på gerningsstedet og derefter til den efterfølgende obduktion i en kælder under Aarhus Universitetshospital.
Der ligger en forrygende longread her. Det er heftig læsning.
Mændene fra Metroen
Hvad tænker du på, når du hører ordet 'arbejderklasse'? Formentligt ikke en italiener ved navn Enzo...
Hvis du cykler rundt i Anker Jørgensens gamle Sydhavn og videre forbi metrobyggeriet ved Teglholmen, så udstiller Ditte Valente en række store portrætter af de folk, som dag og nat arbejder på at udvide vores infrastruktur. Folk, som kommer fra alverdens lande, blot for at arbejde.
Udstillingen hænger på hegnet ind til byggeriet og er oppe det næste halve år, men kan også ses her hos Politiken.
Fokus på: Tobias Nicolai
I dette nyhedsbrev søsætter vi et nyt koncept. Fremover vil vi i hver udgave sætte fokus på en enkelt fotograf, som ikke nødvendigvis er aktuel med udstillinger eller nyt materiale lige nu.
Denne gang har vi inviteret Tobias Nicolai til at viser tre billeder fra tre forskellige serier og til at fortælle lidt om sig selv. Tobias skriver:
Jeg blev uddannet fotojournalist fra DMJX i 2018 med en hovedopgave om ulvedebatten, som behandler alle de udfordringer, ulvens tilstedeværelse har medført. Siden da har min enmandshærs-freelance-biks haft hovedsæde i vores køkkenalrum og består hovedsageligt af dag-til-dag avisopgaver. Derudover arbejder jeg på mine egne projekter, som ofte er funderet i den jyske udkant - især på den ø i Sønderjylland, hvor jeg er vokset op.
På billedet: Rebecca. Den yngste af de fire.
Projektet med arbejdstitlen ‘An island’ er et længere projekt om mine fire fætre og kusiner. Om øen, som vi alle er vokset op på, om familien som en ø og om spændingsfeltet mellem barn og voksen.
På billedet: Lines armprotese på lansen til ringridning i Skovby på Als.
Ringridning: De seneste par år har jeg fotograferet on and off på projektet, men hele denne sommer har været viet til at udvikle det, finde formen og eksperimentere med den visuelle stil.
På billedet: Morten Thøgersens udmattede får efter et natligt ulveangreb.
En søndag aften beslutter jeg mig for at arbejde med ulve-problematikken. Tidlig mandag morgen står jeg med gennemblødte sneakers og kigger på sønderrevne får i Vestjylland. Og så tænkte jeg ikke på andet end ulv i tre måneder.
Ulvebillederne kan ses på Tobias' hjemmeside (og vi har tidligere omtalt dem her i nyhedsbrevet), mens de to andre serier stadig er under udarbejdelse. Tobias er aktiv på Instagram, så det er et godt sted at følge med, hvis du er nysgerrig.
Nordmændene igen...
Egentligt handler det her jo om dansk fotografi, men vi bliver nødt til igen at henlede opmærksomheden på, hvad der sker hos vores norske venner.
Skulle du have forvildet dig selv til Oslo, så er det obligatorisk pensum at tage på Heine Onstad og se den gigantiske udstilling om norsk dokumentarfotografi, som lige nu hænger der. Udstillingen er et all-star show med de fotografer, som har medvirket i Norwegian Journal of Photography. NJP er et initiativ med publikationer og workshops, som er sat i verden for at udvikle det norske dokumentarfotografi, og med på udstillingen er alle de fotografer, der har været med siden 2011 - blandt andre Terje Abusdal, Jonas Bendiksen og Tonje Bøe Birkeland.
Det virker, som om talentmassen er massiv i det norske i disse år. Og så skader det nok heller ikke, at fonden Fritt Ord poster millioner i journalistik og fotografi som blandt andet NJP-projektet. Vi har tidligere omtalt, at det lige nu ikke er helt så let at komme i nærheden af fondsmidler i Danmark.
Heine Onstad frem til 12. januar, 2020
Helge Skodvin fra (den helt fantastiske serie) 240 Landscapes.
Ingvild Vaale Arnesen fra serien Somewhere in Between.
Jan Grarup over det hele
Jan Grarup er over det hele for tiden. Hans selvbiografi er udkommet, og alverdens danske biografer viser dokumentarfilmen Krigsfotografen.
Han holder så mange foredrag, at vi helt har mistet overblikket, men du kan eksempelvis opleve ham i Diamanten d. 21. oktober.
Det var alt for denne gang. Har du et projekt, som du synes skal med i vores næste nyhedsbrev? Skriv til emil@emilryge.dk eller sigrid@sigridnygaard.dk
Har du fået mailen fremsendt, så meld dig til listen og få næste udgave direkte i din mailboks.