# 11 - Ungdommen kommer
Velkommen til en specialudgave af Dansk Dokumentarisme, der afviger fra det sædvanlige format.
Som vi også formulerer det på danskdokumentarisme.net, så har dette nyhedsbrev til formål at sætte fokus på dansk dokumentarisme - men samtidig at fokusere på fotografisk arbejde, der bryder grænser ned og afprøver nye fortælleformer. Vi peger altid på masser af klassiske, fotojournalistiske projekter, men prøver særligt at favne arbejde, der eksperimenterer i udtryk og form.
I denne udgave har vi valgt at sætte ensidigt fokus på en gruppe af fotografer, som har det til fælles, at de går eller lige har gået på fotojournalistuddannelsen i Aarhus. På den måde burde de måske repræsentere den klassiske fotojournalistik, men det er vores påstand, at der for tiden bliver lavet virkelig mange projekter, som både tematisk og æstetisk skiller sig ud fra meget andet, mere klassisk journalist arbejde.
Vi siger ikke, at en revolution er nært forestående, men det er tydeligt, at grænserne for, hvad man kan lave i fotojournalistikkens tjeneste, er blevet videre de sidste år. Ikke mindst er der kommet et øget fokus på stærkt personlige jeg-fortællinger, der bryder med ideen om fotografen som objektiv iagttager på distancen. Der bliver desuden gjort brug af en masse visuelle virkemidler, som adskiller sig fra det traditionelle reportagefotografi.
Det er her på sin plads at nævne, at vi begge er børn af netop denne uddannelse, og at vi begge enten underviser eller fungerer som censorer på uddannelsen. Så er det godt, at også folk udefra har sat ord på netop denne tendens.
God læsning.
Sigrid Nygaard og Emil Ryge
Marts, 2021
Det personlige fotografi
Vi starter nyhedsbrevet her i den personlige ende og med et af de mest eksperimenterende projekter, vi har set fra en elev på Fotojournalistuddannelsen. Louise Herrche Serup beskriver sit projekt 'Med hud og hår' således:
"Dette er et personligt projekt om infatuation, som undersøger de kræfter, der får os til at miste kontrollen, og de følelser, der ikke kan tæmmes. Historien er en hyldest til det indre dyr, der - i ønsket om at blive et med den anden - æder hende op . Dette er endnu en historie om kærlighed - den altfortærende kærlighed."
Projektet er endnu ikke offentliggjort i sin helhed, men følg eventuelt med på Louises Instagram.
I samme boldgade af personligt fotografi ligger Aleksander Klugs projekt, 'Fragments of a Divorce', som kredser om Aleksanders forældres skilsmisse og hvad den har betydet for ham. En central del af serien er et hæfte, som hans forældre brugte til at kommunikere med hinanden. Hæftet blev sendt med Aleksander frem og tilbage, når han flyttede fra den ene forælder til den anden.
Et andet og noget mere afdæmpet eksempel på en personlig fortælling er Magnus Hoves historie 'Hjulenes lyd mod asfalten overdøver alt', som handler om venskab, sommer og den første genåbning af Danmark, fortalt igennem fotografens egen vennekreds.
De klassiske fortællinger
Nu skal det ikke handle om personlige historier det hele, for der bliver selvfølgelig også lavet masser af mere traditionelle, journalistiske historier - selvom fotostilen ikke altid er helt traditionel.
I serien 'Hvor drømmene bor' portrætterer Laura Bisgaard Krogh en række unge piger, der har det tilfælles, at de er blandt 14.000 unge i Danmark, der er anbragt udenfor hjemmet.
Et andet eksempel er fotojournaliststuderende Mathias Eis, som har lavet et flot projekt om noget så lavpraktisk som de danske rastepladser. Selv skriver han:
"Langs de danske veje reklameres der med blå skilte for rastepladser. Gemt væk fra resten af samfundet er de små øer tænkt som et tiltrængt pusterum på vejen mod den endelige destination. Men de asfalterede oaser har også deres eget liv, selvom næsten ingen bliver mere end 10 minutter."
Ovenfor: Skærup Vest
Nedenfor: Middelfart
Et stisystem forenden af rastepladsen vidner om trængsel. En mand med bukserne trukket ned står halvt skjult bag et træ, da en anden mand passerer. Med sin erigerede penis i hånden viser han sit lem frem i håb om at der kunne ske noget mere mellem dem. Stedet er populært for udøvelse af 'dogging', hvor man mødes for at dyrke sex i det fri, og hvor smugkiggere er velkomne.
I 2019 flyttede 30.069 elever ind på de 240 danske efterskoler. Men hvad sker der, når man smider 100 teenagere fra forskellige sociale lag og landsdele under samme tag? Det har Mads Joakim Rimer Rasmussen undersøgt i serien 'Fjordvang', som har høstet adskillige priser både nationalt og internationalt.
En bemærkelsesværdig stor andel af de her historier er lavet i Danmark, men der er faktisk en lang tradition for, at de studerende rejser ud og laver historier i udlandet. En af de historier er Valdemar Stroe Ren og Jesper Houborgs fortælling om skovbrug - eller måske nærmere - misbrug i Rumænien. Fotograferne skriver selv:
Rumænien er hjem for en af de største uberørte skove i Europa, men gennem de sidste 30 år er den blevet misbrugt voldsomt. Efter kommunismens fald er store landområder blevet givet tilbage til deres retmæssige ejere, som efter mange års fattigdom begyndte at fælde træerne for at tjene penge igen. Træindustrien udviklede sig hurtigt, og fra slutningen af 90’erne og frem til i dag har skovrydning og ulovlig skovhugst været et stort problem i Rumænien. I dag er træindustrien kontrolleret af mafiaen, som undertrykker alle, der forsøger at kæmpe imod ulovlig skovhugst.
Et andet eksempel fra udlandet er serien 'Looking for Love', hvor de to studerende Tilde Døssing Tornbjerg og Marcus Emil Christensen følger tre filippinske kvinder og deres færøske mænd. De skriver:
Serien dykker ned i Vestens på syn på, hvad ægte kærlighed er, og hvordan den opstår. Det antages ofte, at ægteskab er en konstellation af kærlighed og penge, men serien stiller spørgsmålet, om man kan leve harmonisk uden at være økonomisk ligestillede?
De internationale studerende
Med fare for at komme i karambolage med vores nationale fokus her hos Dansk Dokumentarisme, så er der et andet særkende ved uddannelse på DMJX, som vi ikke kan komme uden om: uddannelsens internationale karakter.
Hvert år sætter en række fotografstuderende fra hele verden kurs mod Aarhus for at studere et semester på et af de to internationale hold. Og når man ser ud i det internationale fotomiljø, så er blandt andre Heba Kamis, Matt Abbott og Mario Wezel eksempler på, at mange af dem klarer sig rigtig godt.
Derfor har vi her medtaget et par projekter, som er lavet på uddannelsen af nogle af de internationale studerende.
Den iranske fotograf Solmaz Daryanis familie bor ved søen Lake Urmia, og i serien 'The Eyes of Earth' portrætterer hun livet langs søen, som gennem årene har mistet 80% af sit vand til blandt andet landbrug og klimaforandringer.
Det førte i øvrigt en del debat med sig, da en tysk fotograf publicerede en historie om præcis samme sø med billeder, som i manges øjne lignende Solmaz’ påfaldende meget.
Der er også flere af de internationale studerende, som arbejder med personlige historier. Et eksempel på det er tyske Sina Niemeyer, som i serien 'Für mich' behandler sin egen oplevelse med at være blevet seksuelt misbrugt som barn. I serien, som består af både en bog og en film, blander hun gamle billeder med egne optagelser og dagbogsnotater, i hvad hun selv kalder en 'radikalt subjektiv, men globalt relevant' form.
Også amerikanske Jacob Moscovitch har lavet en fortælling tæt på sig selv. I serien Holding Imma tegner han et fotografisk portræt af sin mors sorg. Hun har netop mistet sin egen mor til COVID-19 og kan på grund af rejserestriktionerne ikke rejse til Israel for at deltage i begravelsen.
Hvorfor går det denne vej?
Hvorfor går udviklingen for nogle fotografer lige nu i retning af mere subjektive, personlige fortællinger og væk fra de mere klassiske fotoreportager?
Én lavpraktisk forklaring er, at fotojournalistuddannelsen i Aarhus er med til at skubbe på den udvikling. Særligt på anden del af studiet, hvor både Kent Klich og svensk-hollandske Pieter Ten Hoopen underviser i et forløb med stor fokus på de personlige fortællinger.
Men der kan også være en mere strukturel forklaring, som skal findes i branchen udenfor skolen. Nemlig at det kommercielle marked for det mere traditionelle, redaktionelle fotografi er i tilbagegang. I en fjern fortid håbede mange fotojournalister in spe måske på en karriere på et dagblad, komplet med arbejdsgiverbetalt pension, bil og et kamera eller to. Den mulighed er stort set forduftet i en tid, hvor aviserne skærer ned, og mulighederne for at leve af avisfotografi er forsvindende lille. Det har tvunget (nogle ville måske sige frisat) mange fotografer til at kigge andetsteds hen.
Med nedgangen i det redaktionelle marked er det blevet mere relevant at målrette sit arbejde mod galleriverdenen eller fotobøgerne. Sidstnævnte har gennemgået en gigantisk opblomstring og er nu mange fotografers foretrukne udtryksform.
Fælles for disse afsætningssteder er, at der er meget mere plads til det personlige udtryk, og at det ikke er nødvendigt at holde sig inden for avisernes relativt snævre rammer – om end det skal bemærkes, at mange danske aviser i dag lægger spalteplads til flere af de her fortællinger.
Samtidig kan mange fotografer spejle sig i internationalt succesfulde fotografer som Alec Soth, Rob Hornstra og Laura Pannack, som alle arbejder dokumentarisk i deres fotografi, men i et andet formsprog, med en anden slags historier og målrettet et andet marked end det redaktionelle.
Det var alt for denne gang. Næste gang er vi tilbage med et mere klassisk nyhedsbrev om dansk dokumentarisme. Har du et projekt, som du synes skal med i det næste nyhedsbrev? Skriv til emil@emilryge.dk eller sigrid@sigridnygaard.dk
Har du fået mailen fremsendt, så meld dig til listen og få næste udgave direkte i din mailboks.